Referat af DALYFO medlemsmøde
d. 6. november 2017 kl 19.00 – 21.30
Af: Else Pasgaard
 
 
Sted: Kræftens Bekæmpelse, Kløvervænget 18, 5000 Odense C
Deltagere: 12 
 
Aftenens program: Antje Benkjer, som er fysioterapeut og ødembehandler med egen klinik og desuden i fuld gang med en videreuddannelse til osteopat, havde trods susende travlhed sagt ja til at komme til vores første, lokale medlemsmøde, og hun gav os en lærerig og vedkommende aften, dels med information om den nyeste viden og forskning om lymfødemer, dels med træning og øvelser, knyttet sammen med forklaringer om teorien bag.
 
Det er svært i detaljer at referere den store mængde viden og gode råd, vi fik af Antje. Dog vil jeg fremhæve to vigtige informationer:
 
1) Den første vedr. et pilotstudie, Antje selv er i gang med på sit studie. Det omhandler brystkassens indflydelse på lungefunktionen, som igen har indflydelse på lymfødemet og kvaliteten af drænagen. Ved strålebehandlingen blev lungevævet ofte skadet, derfor stråler man nu om stunder ikke mere direkte på lungerne.
 
2) Den næste skal ses i forlængelse af papiret med ”Tips og gode råd, når du vil starte træningen med lymfødem”, som vi fik udleveret på mødet. Efter træningen bør der, som det kan læses i bilaget, foretages en grundig drænage, og derefter kan en decideret tarmmassage være vigtig for mange lymfødemikere for at få al væsken dræneret grundigt væk fra underlivet. Tarmmassagen skal altså foretages som sidste punkt i lymfedrænagen.
 
Aftenen var nærmest ikke lang nok til, at ildsjælen Antje Benkjer kunne nå at fortælle os alt det, hun ved og kan. Til sidst blev der dog tid til kaffe og kage, samtidig med at vi kunne stille Antje spørgsmål.
 
Vi nåede næsten ikke at sige et samlet pænt farvel og stor TAK til ildsjælen Antje Benkjer. Det være hermed gjort, Antje! Vi håber at møde dig igen, så du med din store viden og dit engagement kan nå ud til mange flere lymfødemikere.
 
Også en stor tak til Jytte Holte, der på vegne af bestyrelsen deltog. Dejligt! Jytte havde ”muleposer” med til alle fremmødte.
 
Det var godt at mærke interessen fra alle I fremmødte, der bogstaveligt talt kom ”fra nær og fjern”. Flot! Dog kunne vi godt have ønsket os, at flere var mødt op denne aften og dels havde fået øget deres viden om lymfødem og dels udvekslet erfaringer med ligestillede.
 
Det sidste punkt bliver der dog mulighed for, når vi arrangerer et nyt møde i slutningen af januar/begyndelsen af februar 18 – denne gang kun med erfaringsudveksling og socialt samvær på programmet – og gerne med tilkendegivelser fra jer, om vi skal fortsætte med jævnlige medlemsmøder på lokalt plan.
 
I hører nærmere efter nytår.
DALYFO  | Tlf.: 70 22 22 10 | info@dalyfo.dk