Behandling / Optimal lymfødembehandling

Optimal lymfødembehandling

Behandling af lymfødem

Lymfødem har længe været et underprioriteret område i det danske sundhedsvæsen, og der findes på nuværende tidspunkt ingen klare retningslinjer for organisering og behandling af lymfødem.

Videncenter for lymfødem har udgivet denne pjece med det formål at udbrede kendskabet til lymfødem, samt at sikre behandlingstilbud af høj faglig kvalitet på tværs af geografi og sektorer.
 
Hent pjecen HER
 
 
 

Hvad er "Komplet Fysioterapeutisk Lymfødem Behandling"?

For tiden er Komplet Fysioterapeutisk Lymfødem Behandling det bedste behandlingstilbud i Danmark. Kirurgi er kun muligt i helt specifikke tilfælde og kan ikke opfattes som et alternativ.

Jo hurtigere en egnet behandling påbegyndes, jo større mulighed er der for fremgang. Hvis behandling startes i stadium 1, er der ofte mulighed for en reduktion til stadium 0.

Komplet Fysioterapeutisk Lymfødem Behandling ad modum Földi inddeles i to faser:

  • Fase 1: initialbehandling (ødemreduktion)
  • Fase 2: vedligeholdelsesbehandling

I første fase er det målet at opnå bedst mulig reduktion af ødemet. I anden fase er formålet at vedligeholde og forbedre resultatet for fase 1.

Komplet Fysioterapeutisk Lymfødem Behandling er en kombinationsbehandling, hvor hver fase inddeles i fire elementer:

  • Hudpleje
  • Manuel lymfedrænage (MLD)
  • Bandagering
  • Øvelser

 

Hudpleje

Det er vigtigt med regelmæssig, beskyttende hudpleje, da huden er modtagelig for infektioner. For at forebygge dette, er det vigtigt at bevare hudens beskyttende barriere så intakt som muligt.

Evt. samarbejde med læge eller sårsygeplejerske kan være nødvendig i tilfælde med infektioner og/eller sår.

 

Manuel lymfedrænage (MLD)

Manuel lymfedrænage udføres af specialuddannede fysioterapeuter og må ikke sammenlignes med den klassiske massage. Formålet med MLD er blandt andet at stimulere sammentrækningerne i lymfekarenes vægge, hvilket øger cirkulationen i de tilbageværende lymfekar.

 

Bandagering

Manuel lymfedrænage øger cirkulation i de tilbageværende, velfungerende lymfebaner, hvilket medfører, at den ophobede vævsvæske fjernes af lymfekapillærerne.

Bandageringen forbedrer yderligere resultatet af MLD, da den har en gunstig virkning på trykforholdene i vævet.

Ved lymfødem fungerer lymfekarene ikke længere optimalt, og trykforholdene er beskadigede, hvilket medfører en ophobning af væske i vævet. Formålet med bandagering er derfor at yde et tryk udefra og på den måde hjælpe væske og proteiner tilbage i vener og lymfekar.

Afhængig af lymfødemets sværhedsgrad anvendes forskellige grader af kompression. I fase 1 (ødemreduktion) anvendes kompressionsbind og polstringsmatriale.

Fordelen ved bandageringsmaterialet er, at det kan tilpasses alt efter ødemets reduktion. Kortstræksbind giver det bedste resultat.

Kortstræksbindet giver naturlig modstand til det tryk, der opstår, når man bevæger sig og anvender muskelpumpen under bandagen. Dette øger tilbageløbet af lymfe og medfører en reduktion af ødemet.

I fase 2 af Komplet Fysioterapeutisk Lymfødem Behandling anvendes sædvanligvis specielt fremstillede kompressionsstrømper.

Strømperne fungerer som en ”tryk-hjælp” og medvirker til at opretholde resultatet af behandlingen. Strømperne opleves ofte mere behagelige og lettere at tage på end bandagen.

Under hensyntagen til de forskellige sværhedsgrader af lymfødem, skal kompressionsstrømper sædvanligvis være målstrikkede – dvs. fremstillet til den enkelte patient.

Dette er meget vigtigt for et produkt, der skal anvendes dagligt.


Øvelser

Øvelser er det fjerde element i Komplet Fysioterapeutisk Lymfødem Behandling. Under øvelserne skal man bære kompressionsbandage eller strømper.

Træningen påvirker effekten af kompressionen og medfører, at væske fjernes fra vævet og stimulerer cirkulationen

Hvilke øvelser, den enkelte patient har gavn af, afhænger af, hvor på kroppen ødemet er placeret. Fysioterapeuten instruerer patienten i hjemmeøvelser, som gøres så tit som muligt, også med den raske side. Øvelserne må ikke fremkalde smerter.